21/08/2012

Jean Michel Jarre --- Jelling Musikfestival --- 29.5.2011


 
 












Modsætninger mødes

Engang var en Jean Michel Jarre-koncert noget, der fandt sted med års mellemrum, og når det så endelig skete, så var det gerne i storbyer som Paris, Houston eller London, med rekordstore publikumsskarer, der blokerede gader og stræder, mens den gale franskmand selv, udstyret med laserstråler, fyrværkeri og lysende tangenter, forbløffede masserne med futuristiske elektroniske klange.

I de senere år er der gået lidt inflation i Jarres koncerter, og han er sågar begyndt at optræde både indendørs og for noget nær helt almindelige tilskuertal, dog stadig, fra tid til anden, med afstikkere i retning af større shows. På den ene side, kan man hævde, tager det lidt af mystikken fra manden, der, om nogen, har været en mystikkens superstjerne, altid gemt bag sine maskiner og elektroniske klange, og samtidig den, der måske mere end nogen anden enkeltperson har været med til at bringe den elektroniske musik ud til folket.

Men på den anden side giver Jarres i disse tider lidt mindre koncertskabelon samtidig mulighed for, at manden kan få sin musik ud i nogle sammenhænge han ellers tidligere har været så godt som udelukket fra. Såsom f. eks. festivaler. Når det så er sagt, så er det velsagtens alligevel de færreste, der havde regnet med, at den franske electronica-pioner skulle været årets hovednavn til Jelling Festival, en festival, hvor ellers Lars Lilholt er det typiske husorkester, hvilket jo må siges at være en noget anden musik end den, Jean Michel Jarre står for. Men friskt, må man sige, af arrangørerne at tage chancen, friskt af Jarre at takke ja, og friskt også af publikum at trodse regn og mudderbad for at give denne i forhold til resten af festivalens program noget anderledes musikoplevelse ikke bare en chance, men også en ganske varm modtagelse.

Manden, der trodsede vejrguderne
 
Lad os få det overstået - ja, det regnede, ja, det var mudderbad. Igen. Som det var tilfældet da Jarre optrådte med sit Aero-show i vindmølleparken ved Gl. Vraa i 2002. Sådan skal det åbenbart være, når franskmanden spiller udendørs her til lands. Men heldigvis blev vejret ikke nogen forhindring for et flot punktum på festivalen - de af vejrguderne hårdt prøvede gæster lod sig ikke slå ud.

Jean Michel Jarre indtog scenen via fotografgraven mellem første række og scenekonstruktionen, hvilket betød at han gav hånd til hele rækken på vejen; igen en utænkelig situation i forbindelse med fortidens gigantkoncerter, men en simpel og samtidig effektiv gestus, der, i helt bogstavelig forstand, bragte ham i øjenhøjde med publikum. Hvor Jarre tidligere, af sine kritikere, er blevet beskyldt for at lave flotte shows af stor teknisk kvalitet, men uden megen menneskelig varme, så må man i dén grad sige, at den franske stjerne gav sig hen til sit publikum denne aften, med stor energi og indlevelse.

Til de futuristiske toner af "Oxygene II" blev ballet skudt i gang, og alle eventuelle bekymringer om mudret festivallyd blev gjort til skamme. Ja, faktisk var lyden bedre end til selv de fleste indendørs-koncerter, om end den godt måtte have været højere.

Og hvad så med det visuelle aspekt? Det har jo altid udgjort en væsentlig del af Jean Michel Jarres koncertudtryk, og der har da også været skrevet en del de seneste dage om hvordan Billund Lufthavn måtte ændre flyruter i tidsrummet under koncerten, af frygt for at lasershowet skulle skabe problemer. Men der var ingen laserstråler i sigte de første par numre, og man kunne godt fornemme en vis undren hos flere tilskuere. Men Jarre er en garvet rotte i dét spil. Lad dem vente og blive sultne, og så fyrer vi løs.

Og da de så blev skudt af, laserstrålerne, var det med jubelråb fra publikum, for flot var det virkelig. Strålerne, i klare farver, fra blå til gul, grøn til rød, dannede formationer på scenen og skød ud over publikum, lige dele rave, lige dele laserkunst, geometriske former og hvirvlende tunnelkonstruktioner skabt i lys og røg. På storskærm bag scenen vistes både computergrafik og kameraoptagelser fra scenen - specielt opfindsomt under "Variation III", hvor Jarre bar briller udstyret med kamera, således at man kunne følge hans hænder og de mange maskiner på storskærmen, som en gal professor i sit musikalske Frankenstein-laboratorium.

En klar - og forventet - succes hos publikum var naturligvis også den ikoniske laser harp, der som instrument er så tæt knyttet til Jean Michel Jarre, at ikke andre for alvor har forsøgt at tage den til sig. Den var i brug først på den melankolsk smukke "Rendez-Vous III" og siden på den svulstigt imponerende "Rendez-Vous II", og på begge numre improviserede Jarre flot undervejs på sine stråler, hvilket i øvrigt også betød, at man slet ikke kunne være i tvivl om, at instrumentet blev betjent helt og aldeles live.

Plads til improvisation
 
Et helt klart plus ved koncerten var den musikalske tilgang, for selvom showet var nok så flot, og det var det, så havde man ikke valgt at springe let hen over musikken. Med sig på scenen bragte Jarre tre musikere: Francis Rimbert, Claude Samard og Jerome Gueguen, og samlet kunne de bryste sig af en synthesizer-samling af karat, fra de gamle Moogs til moderne Nordleads og mere til, og instrumentparken blev flittigt benyttet.

Plads til improvisation var der også, og på den måde fremstod både musikken og musikerne legende og tydeligvis med stor glæde ved det at spille og frembringe lyd. De gjorde det alle godt, men ikke mindst Gueguens hvinende solo-improvisationer, ofte holdt i et højt tempo, som et frenetisk computerspil med musik af Rob Hubbard, fortjener ros.
Skal der lyde lidt kritik herfra, så må den gå på, at listen af numre, der blev præsenteret var yderst forudsigelig og stort set identisk med, hvad Jarre ellers har præsenteret under sine koncerter de seneste par år. Jeg har anmeldt ham live også i den sammenhæng, og såre positivt, og derfor overvejede jeg om jeg denne gang skulle uddele fem stjerner i stedet for seks, simpelthen fordi der var en god del genudsendelse i konceptet.
Når jeg alligevel giver fulde seks stjerner, så er det fordi jeg talte med flere tilskuere efter koncerten - som ikke havde oplevet Jean Michel Jarre før - og som var meget begejstrede. Og her er det vel kun rimeligt nok ikke kun at se tingene helt og aldeles fra egen næsetip, men også betragte den større sammenhæng. Manden er så afgjort på udebane til et arrangement som Jelling Festival, hvor man må forvente at en del af det fremmødte publikum ikke er hårdkogte fans, der ved hvilke lyde på hvilke numre, der er skabt med hvilke synthesizere, og set i det lys kan man godt forstå, at det er det sikre materiale, de gamle travere, der har førsteprioritet.
Til gengæld har flere af disse travere så klassikerstatus indenfor den elektroniske musik, og når de tilmed bliver fremført med så megen spilleglæde og overskud, så må man bøje sig i støvet - i dette tilfælde mudderet - og erkende, at Jean Michel Jarre kan noget, der ikke er mange andre, der kan - han kan magte en folkefest med futuristisk elektronmusik - og så i øvrigt uden at synge et eneste omkvæd.

No comments:

Post a Comment